Østrup Turridning


 

 

 

Ridetur på Island 2012

 

Østrup Turridning formidler igen i år 7 dages ridning på Island. Vi rider på Nordlandet vest for Skagafjordur. Her samarbejder vi med Steinbjörn Tryggvason og hans datter Gudrun, der er venner med vores genbo i Østrup, Halldor Gudnasson. Det er ikke almindelig "turist-foretning", vores islandske venner arrangerer turen i deres sommerferie fra andet arbejde, de nyder at være på fjeldet med hestene og os, og som hobby laver de ture hver sommer.

Det er ikke "turheste" vi rider, Steini tager sine egne samt vennernes heste med, og samler desuden dalens heste. Bønderne låner dem gerne ud, så de kommer i form til fåresamlingen senere på året. Ind imellem rider man en erfaren fåresamlerhest, og det er en fantastisk fornemmelse: Hesten ved lige hvordan den skal placere sig for at få de løse heste den rigtige vej. Ud over gode og fremadgående tøltere, er der også heste, der kan lægges i flyvepas.

 

I 2010 var der i alt 132 heste i flokken, og vi var 16 “turister", hvilket er det maksimale antal der kan deltage. Steinbjörn har øje for og erfaringen i at finde de rigtige heste til den enkelte rytter. Naturen vi rider i, er meget varieret - se billeder fra turen i 2010 her.

Arrangementet er mest lagt an på det modne publikum. Derfor er der komfortabel indkvartering i to-mands værelser med rigtige senge og mulighed for bad hver dag, samt rigtig god mad. Det betyder imidlertid ikke, at der mangler ridemæssige udfordringer: Islændingene siger ind i mellem, at danskerne omkring 50 år tit er de sejeste, og dem der klarer strabadserne bedst.

 

Vi rider 7 fulde dage, dvs. 5-8 timer inklusiv pauser, når vi skifter hest. Vi har været med Steinbjörn fire år, de første to gange var langt ude i bjergene, og det var meget primitivt, man er nødt til at overnatte i fårehytter, uden indlagt vand og nogen gange uden en seng til alle, tæt pakket, og indrømmet, vi stiller større krav til komforten med alderen. Derfor er vi landet på at have en fast base. Vi synes, det er en god kombination af vildmark og luksus. Maden bliver der også gjort mere ud af, det er lettere, når vi er et fast sted og alt ikke skal transporteres.

 

Hestene overnatter, der hvor vi  lander. Vi returnerer derimod til vores faste base og vi fortsætter turen næste dag, der hvor vi landede aftenen før. Der er således tale om en traditionel rundtur. Vores logi ligger ude på landet, bare en benzintank, en lille butik og på 1. salen vores logi, 8 tomands-værelser, to toiletter, det ene med bad, et lille køkken, samt en hyggelig opholdsstuen hvor vi alle samlet kan sidde i gode lænestole. "Forsamlingshuset", hvor vi spiser vores morgen- og aftensmad ligger overfor. Køreturen fra vi er færdige med at ride, og udturen om morgenen er faktisk en god oplevelse, man slapper af og får set mere smuk natur. Dagene ser typisk sådan her ud: Morgenmad. Afgang til ridestedet hvor hestene befinder sig. Ridning til omkring kl. 17. eller 19. med indlagt frokostpause og hesteskift samt 2-3 andre pauser, hvor vi skifter hest. Når vi kommer hjem er der afgang til udendørs svømmehal og udendørs hot-pot for dem der har lyst - det havde vi stort set alle sidste år. Man kan også blive hjemme, tage bad i logiet og gå en tur i det omkringliggende fjeld. Derefter aftensmad.

De sidste år var der, på de dage hvor vi var tidligt hjemme, indlagt mange små overraskelser - selvfølgelig ikke obligatorisk - men bare for dem der havde lyst. Der var: Aftenbesøg med rødvin og snacks sammen med islændingene hjemme hos Steinbjörn, (det udviklede sig vist til noget fest-agtigt, men da var vi fra Østrup taget hjem), "pandekagespisning", der var byfest i Hvammstangi, og vi landede pludselig et sted, hvor der var brug for mange smagsdommere i en bagekonkurrence, aftenkoncert i en smuk "naturborg", med et islandsk orkester, besøg i lokal uldforretning, samt besøg på Halldors avlsgård. Om islændingene indlægger overraskelser til sommer, kan vi ikke love, men de plejer at være utrolige opfindsomme.

 

Der bliver lagt vægt på det sociale samvær, og sørget for at alle er en del af det sociale liv i gruppen. Hold dig derfor ikke tilbage, hvis manden/konen eller vennerne ikke har lyst til at tage en riderejse med dig. Vi er en gruppe, og ingen er alene på turen.

 

Der vil blive arrangeret en for-weekend til en specialpris på 1200 kr. alt inklusiv. Her prøver vi at ride ca. 30. km på en dag, får gode råd til påklædning, udstyr m.m., samt til hvordan man undgår slidtage på bag og ben. Forberedelsesweekenden er ikke noget krav - bare et godt tilbud.

 

Samtidig kan vi aftale inden turen starter, at tage nogle dage i Reykjavik for dem der har lyst, her der er mange muligheder: Hesteudstyrsforretninger, badning i Den Blå Lagune, hvalsafari og meget mere.

Rideturen foregår fra den 3. til den 9. juli 2012. Man skal ankomme til Keflavik lufthavn senest den 2. ved middagstid, og kan tidligst flyve tilbage den 10. over middag. Transporten til og fra nordlandet den 2. og 10. er inkluderet i prisen. Prisen er 9700 DK inklusiv alt undtaget flybilletten.

 

Forplejningen dækker fra den 2. om aftenen til og med den 10. om morgenen. Man skal dog regne med selv at købe vin eller øl, hvis man ønsker det til maden. Vi bliver afhentet og senere returnet til lufthavnen og oplever en smuk køretur mellem syd og nord gennem det vestlige Island.

 

Der er en blog på denne link island2010.oestrup.dk  med indtryk fra turen i 2010. En af indlæggene er skrevet under overskriften: "Den bedste ferie i mit liv". For turen i år vil der blive oprettet en Facebook gruppe snarest.

 

Hvis du vil tilmeldes turen eller høre nærmere, så kontakt Østrup Turridning v. Dorte Mehr og John Flint, på tlf. 62682808 eller email turridning@oestrup.dk.

 

For deltagerne i turen i år er der oprettet en blog her http://island2012.oestrup.dk.


Østrup Turridning © 2012